Joe Bidens præsidentskab er endt og velsagtens med en stor følelse af melankoli hos ham og hans støtter. For den helt centrale del af Bidens 2020-appel – at forhindre Donald Trump i at opnå fire år mere for at undgå det, Biden ville opfatte som en permanent omkalfatring af USA – kunne han ikke indfri. Trumps anden periode blev kun udskudt, og det vil være en del af Bidens eftermæle.

Når det er sagt, er det vanskeligt at spå om, hvordan Biden vil blive opfattet af eftertiden, og det er ikke nødvendigvis statisk heller. For at tage et eksempel: I år 2000 blev Ulysses S. Grant hos C-Span rangeret som den kun 33. bedste præsident – en ringe placering. I 2021 var vurderingen ændret, og han befandt sig nu i midten på en 20. plads. Opfattelser af præsidenter kan altså ændre sig over tid.

En måde at anskue Bidens præsidentperiode er at inddele hans fire år i faser – fra start til slut. Det har jeg forsøgt at gøre. Det er naturligvis ikke en perfekt øvelse, og der kan være mange andre bud på en faseindeling. Når det er sagt, er min opfattelse, at nedenstående giver et godt indblik i, hvordan hans tid ved magten udviklede sig.

Fase 1: Hvedebrødsdage (januar 2021 – juli 2021)
Implicit og eksplicit var Bidens politiske løfte, at han kunne slå Donald Trump, sænke den politiske temperatur og være en sikker og kompetent hånd på rettet i en tid, der var præget af coronavirus og kort inden hans indsættelse også af angrebet på den amerikanske kongres.

Biden indtrådte da også i embedet med en vis mængde politisk kapital: Han havde sikret sig over 51 % af stemmerne, og i det første halve år forblev hans approval rating stabilt over eller omkring 50 %. Demokraterne havde kontrol over begge Kongressens kamre, og det blev udnyttet til at gennemføre American Rescue Plan, den store coronahjælpepakke. Tilliden til USA globalt steg, Biden fik landet ind i Parisaftalen igen, og selvom immigrationssituationen var et emne i foråret 2021, satte den ikke umiddelbart spor i hans opbakningstal. “Joe Biden was a boring candidate. He now draws comparisons to FDR”, lød det i maj 2021 i The Economist. Venstrefløjsikonet Alexandria Ocasio-Cortez medgav efter de første 100 dage, at Biden havde overgået de progressives forventninger.

Visse af Bidens senere problemer blev muligvis sået under hvedebrødsperioden. American Rescue Plan endte med at bidrage til inflationen, og det blev allerede dengang fremført, at han overfortolkede sit politiske mandat. Men overordnet set stod budskabet om kompetence fornuftigt. Det skulle vise sig at blive langt sværere at opretholde det billede.

Fase 2: Politikkens begrænsninger (august 2021-januar 2023)
I august 2021 gik Bidens promovering af sig selv som den sikre hånd på rettet fra en styrke til en udfordring. For i denne sommermåned virkede hans præsidentskab ikke kompetent, men som præget af tumult.

Dels gjorde coronavarianten Delta sit indtog i det amerikanske samfund, hvilket komplicerede USA’s vej tilbage til normaliteten. Sammen med den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan, der satte en præsident med enorm udenrigspolitisk erfaring i et lidet flatterende lys, satte den sig i hans opbakningstal: I midten af august gled han under 50 %, og i løbet af efteråret under 45 %. Hans kapital i befolkningen eroderedes, og tabet var permanent. Ved lokalvalgene i 2021 sås konsekvenserne af præsidentens ringe opbakning: Republikanerne vandt guvernørvalget i Virginia og kom ret tæt på at vinde i New Jersey også.

Biden fik ellers væsentlige meritter gennemført i resten af 2021 og i 2022. Disse talte en tværpolitisk infrastrukturaftale, godkendelsen af en højesteretsdommer og talrige dommere på lavere niveau, en våbenlov, Defense of Marriage Act, Postal Service Reform Act, Chips and Science Act og så selvfølgelig kronjuvelen: Inflation Reduction Act, den største klimalov i amerikansk historie.

Men uagtet hvor stor en bedrift Inflation Reducion Act var, anskueliggjorde den også nogle af Bidens udfordringer. Som Dylan Matthews fra VOX skrev i et indlæg, der kaldte Bidens præsidentskab fejlslagent, var den et eksempel på et gennemgående problem for Biden: En manglende evne til at strukturere og prioritere sin agenda – til at træffe politiske “valg” simpelthen.

Andre steder blev det også tydeligt, at hans politiske resultater ikke udelukkende var til hans fordel: American Rescue Plan var ikke den eneste årsag til inflationen, men den var som nævnt en af dem, og inflationen gjorde ondt på Biden-administrationen, ja, det var måske den mest centrale årsag til, at Donald Trump i 2024 blev valgt. Og ikke nok med det: Biden-administration havde sat sin lid til, at de kunne høste politiske frugter af deres udvidede Child Tax Credit, der bidrog til en reduktion i børnefattigdommen. Men i 2022 udløb denne udvidelse, og i stedet for et større folkeligt krav om at få den tilbage skete der ikke særlig meget. Den økonomiske forbedring af børnefamiliers vilkår var tilsyneladende ikke den politiske vindersag, som administrationen havde troet. Politikken havde begrænsninger.

Demokraterne endte ganske vist med at overpræstere ved midtvejsvalget i 2022 og gik frem i Senatet, mens de minimerede nederlaget i Repræsentanternes Hus. Men det skyldtes faktorer som Donald Trump og Højesterets omstødelse af Roe v. Wade, ikke Bidens politiske bedrifter.

Det var paradokset ved Bidens præsidentperiode: Franklin Foer har kaldt Biden for den sidste politiker, men politik kunne ikke redde ham. Hans politiske sejre fik aldrig hans opbakningstal på ret køl, og i sidste ende kunne de heller ikke skærme ham fra det problem, der blev større og større: Hans alder og formåen.

Fase 3: Muren i krogene (februar 2023-maj 2024)
I foråret 2023 annoncerede Biden, at han genopstillede som amerikansk præsident, selvom langt de fleste vælgere ikke ønskede det. Det var tydeligt, at hans tro på egne evner og dømmekraft såvel som hans umisforståelige foragt for Donald Trump drev ham til denne beslutning; han hævdede, at kampen om nationens sjæl, som han havde identificeret op til 2020-valget, fortsat fandt sted. Samtidig havde den gode demokratiske præstation ved midtvejsvalget indikeret, at Bidens approval rating måske ikke var så stort et problem for partiet, som man kunne tro, og debatten om, hvorvidt Biden skulle trække stikket, fik ikke yderligere næring af en rød bølge.

Bidens aldersspørgsmål blev alligevel kun mere prekært, og meningsmålingerne mod Donald Trump i særligt november og december 2023 så problematiske ud. I løbet af denne fase blev Bidens budskab om kompetence og dømmekraft atter anfægtet. Særligt markant var den særlige anklager Robert Hurs rapport i februar 2024, der undersøgte Bidens håndtering af hemmelige dokumenter, og som konkluderede, at Biden fremstod som en “sympathetic, well-meaning, elderly man with a poor memory”. Det krævede ikke megen fantasi at stille spørgsmålet: Kunne denne mand være præsident – om ikke perioden ud så fire år mere? Det var i New York Times‘ optik i al fald en politisk katastrofe, også selvom den ikke satte sig i hans i forvejen ringe approval rating.

Men hvis man skal forstå Bidens ageren og stædige fastholdelse i sin genvalgskampagne, skal man også forstå hans drivkraft, som også Franklin Foer har nævnt: At føle sig undervurderet og komme tilbage, hvilket han efterfølgende gjorde med en velmodtaget State of the Union-tale.

Som tiden efterfølgende skulle vise, var det dog ikke nok denne gang.

Fase 4: Nedsmeltning (juni 2024-januar 2025)
Det vil være overflødigt at gennemgå det, der er de fleste bekendt: Biden leverede i snart sagt alles øjne en frygtelig debatpræstation mod Donald Trump i juni, og det blev begyndelsen på et forløb, der endte ud i, at han trak sig og overlod stafetten til Kamala Harris, der tabte til Donald Trump. Det var altså en tilfældighed, debatten, der gjorde, at Bidens politiske karriere blev afsluttet.

Flere ting blev dog klargjort eller bekræftet i slutningen af Bidens præsidentperiode.

For det første, at Bidens tro på egen dømmekraft og politiske evner fortsat er tilstede. Biden fastholder stædigt, at han kunne have besejret Donald Trump, selvom evidensen peger i en anden retning – faktisk er det nok mere sandsynligt, at han havde tabt større end Kamala Harris og i stater som New Hampshire og Minnesota, end at han havde vundet. Et andet eksempel er, at han ikke mente, at han var god nok til at promovere sine politiske successer – hvilket er en anelse paradoksalt, idet han kritiserede Barack Obama for at begå den præcis samme fejl i løbet af hans præsidentperiode. Det forekommer som en mildt sagt usikker forklaring, at retail politics kunne have løftet ham mærkbart.

For det andet har flere medier og iagttagere påpeget, at til trods for at han indiskutabelt har opnået væsentlige politiske meritter, så har det haltet med implementeringen. Det betyder ikke, at Bidens politik har været uden effekter – som før nævnt bidrog Child Tax Credit-udvidelsen til at sænke børnefattigdommen, og Inflation Reduction Act har sat mangt et klimaprojekt i gang for blot at nævne to eksempler. Men det betyder, at bare det at opsummere Bidens sejre ikke fortæller hele historien: “(…) the core of his domestic legacy stands unfinished (…) and imperiled as Donald Trump prepares to take office”, skrev Politico i december 2024.

Og endelig traf den tidligere præsident en række kontroversielle beslutninger, særligt med benådningen af sønnen Hunter Biden. Som Ezra Klein og andre iagttagere har påpeget, repræsenterede blandt andet dette en udfordring af præsidentskabets rammer og beføjelser: “This feels, in its own way like Biden’s submission to the new regime. The powers of the presidency are whatever the President can get away with”, sagde Klein i et essay. Han anførte endvidere, at Donald Trumps anden periode er startet ud fra samme tankegang.

I sin afskedstale advarede Biden om, at et oligarki i USA var ved at tage form. Derved blev afskedstalen symbolet på det, Biden satte sine politiske år på at hindre: Donald Trumps anden periode omgivet af folk som særligt Elon Musk.

Det er – som nævnt helt i starten – en uomtvistelig del af hans eftermæle, også selvom der set fra Bidens perspektiv bestemt er en hel del positivt politisk at se tilbage på.