Et kig på Kamala Harris’ vicepræsidentembede

Foto: Gage Skidmore Licens

Det var ikke overraskende, da Joe Biden valgte den daværende Californien-senator, Kamala Harris, som vicepræsidentkandidat, og i disse spalter omtalte vi hende da også som et både godt og sikkert valg.

Følger man imidlertid dækningen af hendes vicepræsidentembede, kan man godt få det indtryk, at det går dårligt for Harris. En CNN-overskrift fra november omtalte hendes start i embedet som “frustrerende”, og en lignende blev offentliggjort i New York Times i dag.

At jobbet som vicepræsident er svært, er Harris den første til at gøre klart. Som hun eksempelvis sagde i et interview med San Francisco Chronicle tidligere på måneden: “If something is coming to me, it’s because it needs to be addressed and because, by definition, it’s not going to be easy. If it was easy, it would have been handled before it comes to me.” Man kan da heller ikke påstå, at Harris har fået nemme opgaver, men har tværtimod skulle beskæftige sig med svære spørgsmål som  stemmerettigheder og “migrationens rødder“. Derudover har flere profilerede medarbejdere under Harris forladt deres stillinger, og skal man tro denne historie fra mediet Politico fra juni måned forekommer arbejdsmiljøet usundt. Generelt er der utvivlsomt forhold, Harris kunne have håndteret bedre, og det er naturligvis værd at se nærmere på.

Det kan dog også være en god idé at løfte analysen af Harris’ vicepræsidentembede op på et mere generelt niveau: Jobbet som vicepræsident er ikke blot svært i sig selv, det er også sværere at vurdere, hvad der udgør en god vicepræsident. Er det vedkommendes popularitet, og hvilken effekt har den i givet fald, hvis nogen? Er det vicepræsidentens evne til at hjælpe præsidenten? Og i så fald med hvad?

Hvis vi bruger ovenstående spørgsmål som nogle af de mulige strømpile, støder Harris på visse problemer. Ser vi på hendes popularitet, har den været faldende i en række måneder, og i øjeblikket kan hun mønstre en favorability rating på ringe 40 % ifølge Los Angeles Times’ analyse. 52 % har til gengæld et negativt syn på hende.

Det er indlysende ikke gode tal, men det er værd at komme med et par kvalificerende betragtninger: For det første er hendes favorability rating ikke meget anderledes end Joe Bidens, og det er ikke overraskende, at der er en sammenhæng mellem deres tal. For det andet gør disse tal hende ganske vist til den mest upopulære vicepræsident siden i hvert fald Al Gore (1993-2001), men de ligger alligevel ikke langt fra hendes forgænger Mike Pence ifølge Los Angeles Times. Og for det tredje bør man overveje, at vicepræsidentens tal selvsagt ikke er i nærheden af at være så interessante som præsidentens – skønt de i Harris’ tilfælde er dårlige.

Når man iagttager Harris’ færden som vicepræsident, forekommer der dog at være en væsentlig udfordring, og det er det i det politiske arbejde, eksempelvis forhandlinger. Her har Harris på papiret ikke meget at tilbyde Biden, der har siddet i Senatet siden 1973 og er tidligere vicepræsident. Harris er ganske vist ikke uerfaren og kan bestemt ikke kaldes inkompetent, men det er tydeligt, at der er stor forskel på hendes vicepræsidentembede og Bidens under Obama. Ikke overraskende.

Og netop det billede tegnede journalisterne Katie Rogers og Zolan Kanno-Youngs i en læseværdig artikel i New York Times fra i dag. De peger på, at Biden har troet på sin egen erfaring, og at Harris’ allierede bekymres for, at hun til tider behandles som en “afterthought”. En anden bekymring går angiveligt på, at Biden ikke behøver hende for at kunne regere, og det synes at udgøre et problem. Ikke fordi Harris og Biden har et dårligt forhold – det er faktisk det modsatte, som New York Times anfører – men fordi Biden har så stor erfaring i forvejen.

Andre kilder vil fremhæve, som de gjorde til CBS News, at Harris i stedet arbejder bag kulisserne og spillede en konstruktiv rolle med hensyn til gennemførslen af den tværpolitiske infrastrukturpakke i november, og som nævnt er problemet ikke, at det har skortet på opgaver til Harris. Men erfaringskløften mellem hende og Biden er stor – og den dynamik ser vi utvivlsomt udspille sig.

Harris kan næppe kaldes en succesfuld vicepræsident indtil videre. Men den naturlige forskel mellem hende og Biden, når det kommer til erfaring og politiske evner, spiller utvivlsomt en rolle i den sammenhæng – og det er tænkeligt, at det også ville have været tilfældet med mange af de andre politikere, Biden kunne have valgt som vicepræsident.

Og så bør vi huske, at der kun er gået et års tid med Harris som vicepræsident.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.