I 2020 valgte Joe Biden den mest oplagte vicepræsidentkandidat, da det kom til stykket. Da Kamala Harris fire år senere stod med en identisk opgave, gjorde hun ikke helt det samme. Minnesota-guvernør Tim Walz bliver således Demokraternes vicepræsidentkandidat. Han introduceres ved et vælgermøde i Pennsylvania senere.
Valget af ham er sket under stort tidspres. Harris-kampagnen har ikke haft lang tid til at vælge og undersøge, hvem der skal være deres kandidat, og hvad dennes baggrund er. For Harris har Donald Trumps udrulning af J.D. Vance som vicepræsidentkandidat tilsyneladende været illustrativ for, hvordan hun ikke selv ville præsentere sin kandidat. Vance er ramt af den ene dårlige historie efter den anden, og for nylig ville Trump end ikke svare klart på, om han var klar til at blive præsident på dag et.
Risikoen for, at en vicepræsidentkandidat ender som en mediemæssig belastning for hovedpersonen, har dog ikke kun eksisteret i Walz’ tilfælde, men har i stedet været en generel faktor i udvælgelsen af den rette makker i feltet. Alligevel var Walz ikke forhåndsfavoritten, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke troede på, at det blev ham. For mig forekom Pennsylvania-guvernør Josh Shapiro mest oplagt på grund af netop Pennsylvania og hans gode opbakningstal i svingstaten. Men Kamala Harris har prioriteret andre ting, og med Walz får hun en makker, der har stor politisk erfaring på topplan – mere end eksempelvis Shapiro, hvis interview med Harris ifølge Politico foreløb suboptimalt.
Generelt har denne søgning for Kamala Harris været helt anderledes end den, Biden gennemgik i 2020 for at finde hende. Ikke blot var det den dengang længste proces i moderne tid ifølge vicepræsidenteksperten Joel K. Goldstein, Harris har i år også skullet agere under helt andre omstændigheder. Da Biden valgte Harris for fire år siden, var han klar favorit til at vinde præsidentvalget. Harris befinder sig omvendt i en valgkamp, der balancerer på en knivsæg, og hvor hun ifølge CBS News endda sagde til Walz, at de ikke er favoritter til at tage sejren.
Ikke desto mindre er hun ikke gået med svingstatskandidaten – eller kandidaterne, for også Arizona-senator Mark Kelly blev nævnt som et varmt navn igen og igen.
Den erfarne outsider
Tim Walz blev i 2018 valgt som guvernør i Minnesota, kunne lade sig indsætte i 2019 og har derfor mere end fem år som leder af en delstat bag sig. Før det sad han som medlem af Repræsentanternes Hus fra 2007 til 2019, omend han, som Matthew Klein fra Cook Political Report with Amy Walter anførte, var lige ved ikke at opnå genvalg til Kongressen i 2016 grundet Donald Trumps overvældende styrke blandt hvide vælgere uden collegegrad, hvilket smittede af på hans distrikt.
Endnu længere tilbage har Walz haft en længerevarende militær karriere og desuden en baggrund som lærer. Dermed er han i tråd med tidligere vicepræsidenter som Mike Pence for Donald Trump, Joe Biden for Barack Obama, Dick Cheney for George W. Bush eller George H.W. Bush for Ronald Reagan et erfarent valg.
Kuriøst nok har Walz, der ellers er beskrevet som de progressives favorit, faktisk stemt relativt konservativt som kongresmedlem. At han så alligevel er endt som en slags fanebærer for venstrefløjen, skyldes hans tid som Minnesotas leder. Som guvernør har Walz nemlig haft den fordel, at Demokraterne har haft flertal i begge politiske kamre i The North Star State. Det har givet Demokraterne en særdeles produktiv, politisk periode i delstaten siden 2023. “It was a phenomenal legislative session. I think somebody will write a book on it”, sagde Walz til New Republics Grace Segers, der derudover pegede på, at Walz eksempelvis har beskyttet abortretten og gennemført våbenlovgivning og boliginvesteringer. Netop abort nævnte Harris som en del af sin annoncering af Walz. Guvernøren har ligeledes vist sig som en solid kommunikatør, men har fået kritik for sin håndtering af optøjerne i Minnesota efter politimordet på George Floyd i 2020, og generelt lader stemningen blandt republikanerne til at være noget mere positiv omkring Walz, end hvis Harris havde valgt Shapiro. Ifølge Semafor sagde en person nær Trump, at Walz er “like a picnic for the Trump-Vance campaign.”
Harris er desuden gået med outsideren som vicepræsidentkandidaten, som politologen Lara Brown tidligere har peget på – forstået på den måde, at Walz i et vist omfang står uden for det politiske system i Washington og da slet ikke er en del af Biden-administrationen. Det giver mening, al den stund Harris har været i Washington siden 2017 med snart fire år som vicepræsident under upopulære Joe Biden. At Demokraterne vælger en siddende guvernør, er imidlertid usædvanligt – vi skal tilbage til præsidentvalget i 1924 for at finde seneste eksempel på, at den demokratiske vicepræsidentkandidat blev en siddende guvernør.
Angiveligt har Harris-lejren taget en række faktorer i betragtning, blandt andet at Harris jo ikke bare vælger for valgkampen, men for potentielt fire eller otte års præsidentperiode. Ifølge NBC News fik Harris et særdeles positivt personligt indtryk af Walz, og det synes i høj grad at have været et personligt valg, selvom hun selvfølgelig også har værdsat hans politik i Minnesota og hans baggrund i Midtvesten jævnfør New York Times. En hel del demokrater i Huset har desuden foretrukket ham – heriblandt tidligere speaker Nancy Pelosi, der efterfølgende saluterede valget.
Kan Walz hjælpe i valgkampen?
I hvor høj grad vicepræsidentkandidaten kan hjælpe præsidentkandidaten i sin hjemstat, er et omdiskuteret spørgsmål. Boris Heersnik og Brenton D. Peterson skrev i 2016 i Washington Post, at de fandt frem til, at “vice presidential candidates add an average of 2.7 points in their home states. In crucial swing states, they added 2.2 points”, hvorfor det ifølge dem burde være en del af præsidentkandidatens overvejelser at vælge en makker fra en svingstat. En anden konklusion nåede politologerne Christopher Devine og Kyle Kopko, der eksempelvis i 2019 skrev i et modsvar til Heersnik og Peterson, at de ikke kunne konstatere, at vicepræsidentkandidaten i sin hjemstat skaffede præsidentkandidaten en statistisk signifikant fordel.
Det havde været en vigtig diskussion, hvis Josh Shapiro var blevet vicepræsidentkandidat, men givet at Kamala Harris har sat sine penge på Tim Walz, er det nu mindre vigtigt. Under de rette omstændigheder kunne Minnesota være blevet spændende, og det kan man sådan set stadig ikke udelukke, men det er blevet markant sværere at se for sig, efter Kamala Harris dels har overtaget roret for Joe Biden og nu også efter valget af Walz.
Hjemstaten har dog ikke været den vigtigste overvejelse for Harris, men et andet forhold er til gengæld værd at have in mente: Ved præsidentvalget i 2020 vandt Joe Biden med en bred vælgerkoalition, der talte alt fra den ydre venstrefløj til Trump-skeptiske republikanere, og derfor skal Demokraterne selvfølgelig undgå at svække Harris’ udgangspunkt for at reetablere en lignende vinderkoalition. Modsat den anden frontløber, Shapiro, lader Walz dog til at have mindre risiko for at sætte den demokratisk koalition under pres.
Ser vi kort på Shapiro, blev der i medier som New Republic og Slate, der tilhører den del af det politiske spektrum, direkte advaret mod ham. Shapiro blev eksempelvis kritiseret for at være for Israelvenlig i sin politik og holdninger og for at støtte gunstige vilkår til privatskoler i Pennsylvania. Derudover var han bragt i politisk uvejr i forbindelse med sin håndtering af en seksuel krænkelsessag, der ikke involverede Shapiro direkte, men foregik i hans stab.
Alle de problemer undgår Walz tilsyneladende. Som iagttageren Josh Chafetz tidligere påpegede på X: “Seems to me that, of the finalists, Walz and Buttigieg are the two who don’t really annoy any part of the Dem coalition. Given that the Dems have just managed to unify, seems like one of them is the right choice.” Med andre ord var der muligvis lavere risiko ved at vælge Walz end Shapiro med hensyn til at holde partiet sammen, men til gengæld også en lavere gevinst, givet at han ikke kommer fra en decideret svingstat som Pennsylvania. Om det er rigtigt eller ej, må tiden vise, men Harris-kampagnen må håbe, at Walz gør det lettere for Demokraterne at bygge en vinderkoalition.
Endelig balancerer Walz Harris’ præsidentkandidatur – han kommer fra Midtvesten, mens Harris kommer fra vest, og ligeledes har det vidt og bredt været nævnt, at Harris-kampagnen – netop for at kandidaturet skulle appellere så bredt som muligt – ville vælge en hvid mand som vicepræsidentkandidat, hvad Walz selvsagt også opfylder.
Bliver Timothy James Walz USA’s vicepræsident nummer 50, overtager viceguvernør Peggy Flanagan guvernørposten. Hun bliver i så fald den første indfødte kvinde til at blive guvernør.
Rettelse: Tidligere fremgik det, at Peggy Flanagan kunne blive USA’s første indfødte guvernør. Det er ikke korrekt – hun kan dog blive den første indfødte kvinde til at få posten. Fejlen er rettet. Opdateret kl. 20.56.
