I et valgår med præsidentvalg er der altid meget snak om, hvem præsidentkandidaten mon vælger som vicepræsidentkandidat, og hvad denne kan tilføre i en valgkamp. Men hvor meget betyder det så egentlig for valgets udfald, hvem man vælger som vicepræsident? Det korte svar er, at det ikke er noget nemt spørgsmål at besvare.
Argumentet imod vicepræsidentens betydning
Politologerne Kyle Kopko og Christopher Devine har eksamineret den såkaldte hjemstatsfordel(home-state advantage). Idéen er, at hvis man vælger en vicepræsidentkandidat fra en given stat, kan vicepræsidentkandidaten hjælpe med at vinde den stat. Men det er forkert ifølge Devine og Kopko. De skrev i april 2016 i Politico: “According to our analysis of election and voter data over the course of a little more than the past century, a vice presidential candidate’s state of residence generally has no effect on how a presidential candidate performs in that state. The vice presidential home state advantage is, essentially, zero.” En ticket (en præsident – og vicepræsidentkandidat) klarer sig ifølge deres analayse ikke bedre i vicepræsidentens hjemstat, end man ellers ville have forventet. På nationalt niveau er vicepræsidenten heller ikke specielt gavnlig, lyder Kopko og Devines analyse: “In order for a running mate to help a candidate on a national scale, he or she must be exceedingly popular; in order to hurt, the VP must be tremendously unpopular. By and large, neither happens.”
Professor i statskundskab David Schultz giver heller ikke det store for vicepræsidentens betydning og skrev for nylig i mediet The Hill: “There is little evidence that vice presidential candidates affect voter turnout, or voters’ choice for president in any significant way. My research indicates that, for the most part, voters select presidential candidates based on the person at the top of the ticket, not because of the vice president. Maybe the vice presidential choice sways 1 or 2 percent of voters, but it is not clear that even this is the case.” Når det kommer til hjemstater, anførte Schultz ligledes: “Statistically, at least back to World War II, there is scant evidence that the selection of vice presidential candidates makes their home states more competitive or winnable.”
Der er altså kort sagt en del, der peger på, at vicepræsidentkandidater ikke betyder det helt store. Hvis vi antager, at det er rigtigt, bør Joe Biden altså lede efter en kandidat, som i stedet kan hjælpe ham, når han når til præsidentposten, og som eventuelt kan overtage. Særligt interessant er det, hvis Joe Biden kun vil sidde en enkelt periode. Hvis han gør det – såfremt han selvfølgelig vinder valget – så bliver vicepræsidenten selvfølgelig endnu mere interessant, fordi denne vil være en meget oplagt præsidentkandidat i 2024.
Argumentet for
Men politologerne Boris Heersnik og Brenton D. Peterson kommer ikke til denne konklusion. Deres studie fastslår, at vicepræsidentkandidatens “hjemstatsfordel” bestemt findes og kan påvirke udfaldet af tætte præsidentvalg. “Overall, we find that vice presidential candidates add an average of 2.7 points in their home states. In crucial swing states, they added 2.2 points”, påpegede i Washington Post i 2016. Faktisk kunne denne gennemsnitlige effekt have ændret udfaldet af fire præsidentvalg. Havde en vicepræsidentkandidat fra en vigtig svingstat været på stemmesedlen, kunne den republikanske kandidat i 1960 og 1976 og den demokratiske i 2000 og 2004 muligvis have vundet valget. “Thus, presidential candidates should consider home state in their selection process, especially if qualified vice-presidential candidates from states like Florida or Ohio are available”, skrev de to politologer. Hvis vi dermed antager, at der alligevel findes en hjemstatsfordel, så kan Joe Biden overveje at se på politikere i nøglestater som vicepræsidentkandidat.
En anden relevant ting i forbindelse med Devine og Kopkos analyse, der er værd at nævne, er, at i de tilfælde, hvor der rent faktisk var en hjemstatsfordel, havde staten en relativt lille befolkning, og kandidaten havde stor erfaring med at repræsentere statens vælgere – personen skal være det, de beskriver som “an institution in state politics—an object of intense affection, loyalty and intimate familiarity.” Dette kunne dog have været betydningsfuldt i 2000, mener de, hvis demokraten Al Gore havde valgt Jeanne Shaheen fra New Hampshire som vicepræsidentkandidat, der var guvernør og havde fortid i delstatssenatet. Dette kunne have givet Al Gore sejren i den stat og dermed valget. Hende – eller en anden senator fra New Hampshire, der også er tidligere guvernør, Maggie Hassan – kan Joe Biden sådan set også godt vælge i år, og det det vil med den tilgang give bedre muligheder for at bevare New Hampshire på demokratiske hænder – en stat, der var ekstremt tæt i 2016.
Ifølge politolog Whitney L. Court var konklusionen fra 2008-valget måske overraskende, nemlig at John McCains valg af Sarah Palin faktisk bevirkede, at han tabte med mindre, end han ville gjort uden hende. Courtfokuserede på 1960-valget, hvor John F. Kennedy valgte Lyndon B. Johnson, og så 2008-valget. “In both elections the vice presidential nominee was effective in mobilizing their targeted constituencies while for the most part maintaining original levels of support outside the target”, sagde hun og påpegede: “McCain actually got more conservatives to come out and vote because of Palin. He lost by less than he would have without Palin.” Det skal siges, at der ikke er entydig enighed om, at Palin hjalp McCain, men under alle omstændigheder har vi en analayse, der peger på, at den running-mate, der vælges, har en betydning.
Ud fra alt det her er det svært at komme med en overordnet konklusion, men det er en god idé at overveje kompleksisteten i det her spørgsmål, når medier skriver om en vicepræsidentkandidat, at pågældende fx kan levere sin hjemstat – og endnu mere, hvis nogle skulle finde på at skrive, at en vicepræsidentkandidat kan afgøre valget. Spørgsmålet om en vicepræsidents betydning for præsidentsvalgets udfald er altså ikke entydigt.
