Bernie Sanders har trukket sig som kandidat, og Joe Bidens vej til Demokraternes nominering er uden modstand. Egentlig er det lidt paradoksalt, at den interessante historie ikke så meget er, at Biden vandt, men mere, at Sanders tabte. Men sådan er det nu en gang.

Biden var en åbenlyst kompetent kandidat. Tidligere vicepræsident for Barack Obama. Senator, valgt for staten Delaware i 36 år (1973-2009). Generelt anerkendt som en kompromissøgende politiker, der kan samarbejde ‘across the aisle’ (dvs. med Republikanerne). Der findes simpelthen ikke en politiker i USA, der kan matche Bidens CV, når det kommer til præsidentembedet, også selvom han havde en markant svaghed i sin alder.

Så Biden vandt. Han var den oplagte kandidat, der tilmed som den eneste af feltet af kandidater lykkedes med at bygge en bred koalition af vælgere (hvide arbejderklassevælgere, sorte, ældre). Hvis Manchester United slår Manchester City, er det heller ikke en stor historie. Det er bare tingenes naturlige tilstand.

Derfor tabte Sanders

Så lad os koncentrere os om Sanders. Hvorfor tabte han? Efter Nevadas caucus var der mange, der mente, at Sanders var favorit til at vinde Demokraternes nominering. Hans sejr i denne stat sendte angiveligt det Demokratiske partis establishment i en tilstand af panik, primært fordi de moderate kandidater (Amy Klobuchar, Pete Buttigieg og Joe Biden) splittede stemmerne i mellem sig. Ville det virkelig lykkedes for Sanders at løbe med nomineringen? I USA2020.dk var vi aldrig overbeviste om Sanders’ evne til at tage flertallet, men vi anså det som et sandsynligt scenarie, at han ville ankomme til det nu udskudte konvent i Wisconsin med en pluralitet af de delegerede (altså være den, der havde flest uden at have nået 50%).

Så hvorfor tabte Sanders? 

Lad os lægge ud med kort af ridse op, hvem Bernie Sanders egentlig er. Sanders er Senator, valgt i Vermont, siden 2007 og før det medlem af Repræsentanternes Hus for samme stat i perioden 1991-2007. Han har aldrig været valgt som Demokrat, men som en uafhængig med en løs tilknytning til Demokraterne. Og her ligger den første brik til at forstå hans nederlag: Han er ikke en “rigtig” Demokrat.

Som politiker befinder han sig på den yderste venstrefløj af amerikansk politik, hvilket har besværliggjort hans muligheder for at få gennemført lovgivning. Han opfattes af mange som en politiker, der er god til at sætte dagsordener og skabe debat, men sikke som en, der skaber resultater.

Strukturelt er Sanders derfor en politiker, der altid vil have vanskeligt ved at opbygge en bred koalition af Demokratiske vælgere. Retorisk har under hele valgkampen opbygget et narrativ om sig selv i opposition til Demokraternes “establishment”. Og man kan ikke vinde nomineringen til Demokraternes præsidentkandidat uden en bred koalition.
I en periode så det faktisk ud som om, han ville være den kandidat, der klarede sig bedst. Men det var kun så længe, at de moderate kandidater delte stemmerne i mellem sig. Da Biden med en overbevisende sejr i South Carolina fik presset Klobuchar og Buttigieg til at trække sig, førte det til en konsolidering af Demokraternes midte bag ham, og så faldt dominobrikkerne én efter én. Biden kom ud af Super Tuesday som den klart førende kandidat, hvilket fik Michael Bloomberg til at trække sig, og så var der kun Biden og Sanders tilbage. Og egentlig havde det store felt af moderate kandidater hele tiden skjult det faktum, at Sanders faktisk havde klaret sig dårligere end forventet. Han tabte Iowa stærkt knebent til Pete Buttigieg. Han vandt godt nok New Hampshire, men han klarede sig langt dårligere end han havde gjort i 2016.

Med andre ord: Bernie Sanders var kun en sandsynlig vinder, så længe de moderate stemmer blev splittet mellem en håndfuld kandidater. Hvis ikke Klobuchar, Buttigieg og Bloomberg havde trukket sig, ville vi nok have set et åbent konvent, hvor resultatet havde været uforudsigeligt. Men så snart de andre moderate kandidater trak sig, skete der en umiddelbar konsolidering af de moderate vælgere bag Biden, og de efterfølgende valghandlinger bekræftede blot tendensen, indtil situationen var klar for alle: Der var ingen mulighed for, at Sanders kunne vinde nomineringen. Om han også ville have trukket sig på nuværende tidspunkt uden en Covid19-pandemi, er svært at sige. Men i realiteten har han eneste chance hele tiden været, at de moderate stemmer blev splittet, og hans manglende evne til at tiltrække sorte og lavtuddannede hvide vælgere – to af Demokratiske partis grundpiller – gjorde det nærmest umuligt for ham at vinde et flertal.

Nu bliver det spændende at se, om Joe Biden kan lykkes med at få Sanders’ vælgere til at støtte op om sit kandidatur. Det får han brug for, når slaget mod Trump skal stå til efteråret.